Ford Taunus 17M P3 er nok mest kendt for sit – ihvertfald for den tid – meget strømlinede design, der er ganske ovalt uanset fra hvilken vinkel man beskuer denne smukke automobil.


De fleste husker P3 for – udover at være en støjsvag vogn – at være overordentlig velkørende pga. det selvbærende karosseri, som har et meget lavt tyngdepunkt.

P3 fik tilnavnet “badekarret” – man skulle åbenbart finde på et tilnavn til den også, nu hvor P2 blev kaldt “Det flyvende tæppe”.


Teknisk set er der ikke meget nyt i Taunus P3 i forhold til Taunus P2:

McPherson forhjulsophæng med snekke/rulle-styrehus,

3-trins fuldsynkroniseret gearkasse med ratgear.

Baghjulsophæng med stiv bagaksel, langsgående halvelliptiske bladfjedre og teleskopstøddæmpere.

Motoren er den kendte 4-cylindrede, topventilet og vandkølede rækkemotor med stødstænger og 3 hovedlejer fra Taunus 15M og P2.

Som ekstraudstyr kunne vognen leveres med 4-trins gearkasse, saxomatkobling, stålsoltag og 21 andre småting som f. eks. bagagerumslampe, pakkenet og spejl til solskærmene.

Ford Taunus P3 i varevognsudgaven var et endog særdeles almindeligt syn på vejene, da mange små erhvervsdrivende havde disse biler – det værende sig såvel urmageren og slagteren som den lille mekaniker længere henne af vejen.

P3 er blevet produceret i forklædning under navnet Anadoll i Tyrkiet indtil slutningen af 70’erne. Den lignede en kloning mellem den russiske Moskwich og Fiat 125 og blev brugt som den nationale bytaxi.

Taunus 17M P3 blev produceret fra 1960 – 1964 i et samlet antal på 665.000 biler.

Dette store antal biler er fordelt på personvogne, coupé-, stationcar-, varevogns-, og cabriolet-modeller.